Kolkuós-hesten

Da man begyndte at avle heste på gården Kolkuòs i Skagafjördur på Nord Island i begyndelsen af dette århundrede, blev grunden til en af de betydeligste rideheste slægter, som man kender på Island. Hartmann Ásgrímsson og Sigurmon Hartmannsson, far og søn, hørte uden tvivl til blandt den tids mest fremsynede husdyravlere i Europa. Hesteavlen i Kolkuós er et ægte eventyr, og hvad der begyndte med kun éen eneste hoppe, har nu spredt sig vidt omkring i land og rige, og adskillige tusinde hestefolk i Europa og Nordamerika kender i dag Kolkuós-hestene som en af de væsentlige hesteslægter inden for den islandske hesterace.

Hördur 112 frá Kolkuósi

Oprindelsen til hesteavlen i Kolkuós må sikkert søges længere tilbage, for den blev oprindelig bygget på heste fra Svadastadir-avlen, som man mener startede omkring 1750. Bønderne på Svadastadir var længe blandt de mest velhavende på Island, og de havde både ærgerrighed og kræfter til at tillade sig den luksus at avle gode rideheste, mens de fleste andre havde nok at gøre med at skaffe sig til dagen af vejen. Det samme kan siges om Hartmann Ásgrímsson, som var både bonde og købmand i Kolkuós.

Hans kone kom i øvrigt fra Svadastadir

Hartmann byggede sin hesteavl på hoppen Nanna 20 frá Efra-Ási, som var af Svadastadislægten, og da han efter råd fra Islands første avlskonsulent, Theódór Arnbjörnsson, holdt hende til hingsten Sörli 71 frá Svadastödum, blev resultatet et hingsteføl, der udviklede sig til den berømte hingst Hördur 112 frá Kolkuósi, stamfaderen til Kolkuós-stammen, der nu anses for at være en af de fem grene af Svadastadir-slægten. De øvrige fire er hestene fra Kirkjubær, Saudákrókur, Axlarhagi og Hofsstadir. De første tre bliver fortsat avlet med stor succes vidt omkring, mens man har hørt mindre om Hofsstadir- og Axlarhagi-linierne i de seneste år.

Der er næppe tvivl om, at Hördur 112 er en af de mist betydningsfulde islandske avlshingste igennem tiderne, og det er svært at tale om den islandske hesteavl i dette århundrede uden at nævne ham. Selv om Hördur næsten udelukkende blev brugt hjemme i Kolkuós, fik han stor betydning gennem sit afkom, for han blev hurtigt kendt, og heste efter ham var meget efterspurgte og blev hurtigt solgt fra Kolkuós.

Hördur gav fint byggede og omgængelige afkom, alle gode femgængere. Hördur selv blev regnet for en af sin tids bedste rideheste, og hans ejer havde megen fornøjelse af ham. En kendt historie fortæller om gæster, der besøgte gården ved malke tid. En af kvinderne bar et fad med friskmalket mælk over gårdspladsen på vej til køkkenet, da Hartmann kaldte på hende og bad hende bringe ham fadet. Han tog det fra hende uden et ord og rakte det til hingsten, der slubrede mælken i sig med stor fornøjelse, han var øjensynlig ikke uvant med den forplejning. Det gjorde stort indtryk på gæsterne, da man på den tid på grund af fattigdom ofte ikke havde mælk nok til børnene.

Stærk indavl

Lige som bønderne i Svadastadir brugte Hartmann i udstrakt grad indavl i sin hesteavl, og den dag i dag er hestene kendt for et meget ensartet udseende. Hördur var i mange år den vigtigste avlshingst i Kolkuós, og han blev derfor ikke blot brugt til de samme hopper igen og igen, men også til sine søstre, døtre og datter-døtre. Det blev aldrig konstateret, at dette havde nogen negative konsekvenser, og det blev nævnt, at de arvelige fejl i det store og hele var blevet renset ud hjemme i Svadastadir, hvor man allerede tidligere havde drevet megen indavl.

Alle heste af Kolkuós-slægten har Hördur som forfader, og efter hans død blev det hans sønnesøn Léttir frá Kolkuós, der overtog rollen som avlshingst. Léttir var Sigurmon Hartmannssons favorithingst, efter at han havde overtaget gården fra sin far, og han forblev som førstehingst frem til 1964. Léttir blev aldrig optaget i stambogen, og mange synes i begyndelsen, at han var en noget usandsynlig avlshingst. Det viste sig dog at være en fejlslutning, og Léttir har for længe siden bevist sin værdi som avlshest. Léttir blev først og fremmest brugt til sine søstre og siden døtre, og på nuværende tidspunkt stammer alle Kolkuós-heste fra ham. Léttir førte slægten videre, og da tiden kom til at vælge hans efterfølger, gjorde Sigurmon lige som sin far og valgte hans sønnesøn som den nye avlshingst. Det var Hördur 591 frá Kolkuósi.

Hördur, som blev født i 1957 blev brugt i Kolkuós fra 1960 og frem til omkring 1980, og han har haft stor indflydelse på nutidens hesteavl. Som man havde gjort det tidligere, blev Hördur først brugt overvejende til sine søstre og andre slægtninge, men snart efter at Hördur var kommet frem, steg interessen for hestene, og antallet af hopper øgedes, så at det ikke længere var nok med én avlshingst. Den mest kendte af de hingste, der blev anvendt i Kolkuós, er uden tvivl i Hördur-sønnen Stígandi 625 frá Kolkuósi, som blev født i 1962, og som blev brugt frem til 1974. Brugen af Hördur Stígandi var bemærkelsesværdig, for selv om de var far og søn og tilmed nært beslægtet på mødrenes side, var de meget forskellige. Begge var selv femgængere, men Stígandi gav først og fremmest firgængere, mens de fleste afkom efter Hördur var femgængere. Det var derfor fordelagtigt at benytte Stígandi på Hördur-døtre og omvendt. På denne måde fik man frem en udsædvanlig variant af indavl, der fungerede så godt, at afkommet efter Stígandi og Hördur stadig er med i første række blandt avls-og konkurrenceheste.

Blandt de andre avlshingste, der blev brugt i Kolkuós, kan eksempelvis nævnes Léttir-sønnen Sörli 619 frá Kolkuós og Hördur-sønnerne Pokki 607 frá Vidvík og Funi frá Kolkuósi samt Gooi 891 frá Kolkuósi, som er søn af Pokki, og Hördur 1091 frá Kolkuósi efter Funi. Hördur 1091 var den sidste hingst, der blev brugt af Sirumon Hartmannsson, før han nedlagde landbruget, og Kolkuós blev ødegård.

Berømt og omstridt

De fleste har nu let ved at acceptere, at Hördur 591 var en betydningsfuld avlshingst, men sådan var det ikke altid i hans levetid. Han fik 1.præmie som avlshingst, både som enkeltindivid og for sit afkom, og han blev kåret som bedste avlshingst ved landbrugsudstillingen i 1968, den største, der har været afholdt på Island.

Men der var altid megen diskussion, om ham, og på en eller anden måde påvirkede hingsten alle, der så ham. Der var ingen, der var ligegyldige over for Hördur, man var enten modstander eller glødende tilhænger. Der var således megen strid efter Landsmót 1966, hvor Hördur fik 2.pladsen efter Rodi 453 frá Skördugili, som ingen længere husker. En lang og hård avisfejde blev resultatet af stævnet, hvorunder det blandt andet blev krævet, at regeringen skulle gribe ind i sagen.

På denne måde blev Hördur og Kolkuós-hestene kendt viden om, og de fik mange nye tilhængere, men modstanderne var stadig mange og stærke. Det medførte blandt andet, at mange avlsforeninger forbigik hingste af Kolkuós-slægt, og derfor skete der det, at markedet for avlsheste fra Kolkuós overvejende var i Tyskland, Schweiz, Østrig og Danmark. Avlerne i disse lande var i stand til at påskønne deres kvalitet, og derfor rejste næsten alle de bedste Kolkuós-hingste til udlandet, som Vördur 615 frá Kyrholti, Stígandi 625 frá Kolkuós, Hédinn 705 frá Vatnagardi, Hrafn 737 frá Kröggólfsströoum, Hrannera frá Hlöoum (Selfossi) og i moders liv Eldjárn fra Langelandsgården. De fire førstnævnte var alle sønner af Hördur 591, mens Hrannar og Eldjárn var efter Hördursønner og døtre. Disse heste ?såvel som mange andre- fik så stor betydning, at det er næsten umuligt at diskutere islænderavlen i Europa uden at nævne dem. De blev eksporteret i en tid, hvor udvalget af gode hingste på Island var meget mindre, så tabet for avlen var meget større end det ville være i dag. Men selve arvesølvet var dog tilbage i form af de mange avlshopper af slægten, og fra omkring 1980 er Kolkuóshestene igen kommet til deres ret på Island, og nogle avlere holder sig udelukkende til dem.

Indavlede klenodier

Det var i virkeligheden et held for de europæiske hesteavlere at få muligheden for at starte deres avl på denne måde med import af fremragende avlshingste. Det blev hurtigt klart, hvor betydningsfulde de var, og da de store internationale mesterskaber, først EM og senere VM, tog fart, så man ofte afkom af disse hingste i de europæiske landshold. Det ville føre for vidt at opremse alle disse berømte konkurrence-og avlsheste, de tæller flere snese. En enkelt kommer vi dog næppe udenom, den uforlignelige avlshingst og gædingur Tyr von Rappenhof i Tyskland. Tyr blev næsten en myte, da han dukkede op ved EM i Sverige 1991, hvor han fik tre guldmedaljer. Siden har han været en af de mest kendte islandske avlsheste på kontinentet, og man venter utålmodigt på at se hans afkom. De første tegn tyder på, at de vil følge pænt i hans fodspor.

Tyr er søn af en anden kendt hingst, Thor von Sporz i Schweiz. Han er søn af Perla frá Kolkuósi og Stígandi frá Kolkuósi, så både Tyr og Thor stammer direkte fra Hördur 591 og Stígandi 625. Tyr er både ren-og indavlet på Kolkuós-slægten og er så værdig en repræsentant for den, som man kan forestille sig. Han vil kunne bringe de arveanlæg, som Hartmann Ásgrímsson lagde grunden til i begyndelsen af dette århundrede, videre ind til det 21.århundrede.

Arvesølvet på Island

Mange hopper forblev på Island, efter at hingstene havde forladt landet. Det var derfor forholdsvis let at få slægten genskabt, da interessen for den igen blev vakt, og det var naturligvis af stor vigtighed, at selve stamfaderen, Hödur 591 frá Kolkuósi, aldrig blev solgt ud af landet, men brugtes i avlen indtil 1982. Det betød også meget, at en virkelig god søn af Stígandi 625, Bylur 892 frá Kolkuósi, har været meget brugt på Island. Hans søn er den indavlede Stígandi 1266 frá Hvolsvelli, som mange mener er Islands svar på Tyr von Rappenhof. Det må også bemærkes, at en søn af Léttir frá Kolkuósi har sat dybe spor i den islandske hesteavl, selv om han aldrig blev brugt hjemme i Kolkós. Det er den berømte Raudur 618 frá Kolkuósi, også kendt under navnet Stokkhólma-Raudur, far til mange fine avls- og rideheste, hvor iblandt hingsten Feykir 962 frá Hafsteinsstödum nok står forrest.

Afkom efter Hördur og Raudur har været fremtrædende ved avlsskuer på Island i de senere år, og ved næsten alle stævner har de stået i første række. Hördurs dattersøn, Leistur 960 frá Àlftageroi var f.eks. den højeste bedømte hingst ved Landsmót 1982. Hördursønnen Kristall frá Kolkuósi vandt gædingakeppni på Landsmót 1986 og samme sted fik hans søn, hingsten Rödull 1053 frá Akueryri, 1.præmie. Avlshoppen Prenna frá Hólum blev den højest bedømte hoppe på Landsmót 1990, hun har Raudur 618 som bedstefar og Stígandi 625 som oldefar. Nótt frá Kröggólfsstöoum, datter af Hördur, fik ærespræmie for afkom ved Landsmót 1994. Disse er kun nogle få eksempler blandt de mange heste af denne slægt, der er kommet frem i de senere år.

Hvad der er særligt bemærkelsesværdigt er, at hingste af denne stamme har så stor gennemslagskraft, at de kan producere fine rideheste såvel med hopper af Kolkuóslinien som med hopper fra andre slægter. Derfor vil disse hingste sikkert blive benyttet i fremtiden dels af avlere af andre linier for deres efterspurgte arveanlægs skyld, dels af dem, der vil fortsætte renavlen af denne linie.

Hesteavl er ikke blot landbrugsproduktion, men snarere et kulturarbejde, som man må stå vagt om. Den islandske kultur ville være fattigere, hvis de gamle og højt berømmede hesteslægter skulle forsvinde ind i en ustruktureret blandingsavl.